Kære Syn og Udvikling

Det er med stor glæde jeg skriver denne lille historie.

I Esbjerg engang for længe siden i sommeren 2003 sagde pædagogerne i vores datters børnehave, at hun var SÅ dygtig, rigtig skarp og klar til skolestart. Men hun havde klippekort til skadestuen, men som de sagde derinde ”aktive børn kommer til skade” Godt startede skolen, men i første klasse sank hun lidt bagud med læsningen, dansk læreren mente, at hun ikke havde bygget bro mellem højre og venstre hjernehalvdel. Matematiklæreren mente, at hun var motorisk sen udviklet. Dette afkræftede både klaverlærer og danselærer, så sidst på skoleåret (2005) fik hun bevilget 4 måneders ekstra dansk, men de lå i matematik timerne, hvilket jo ikke var smart.

I slutningen af 2. klasse beder vi om mere ekstra hjælp, men der er ikke økonomi, og der er jo andre børn, der også skal have tilbudt ekstra hjælp. Så aftaler vi med hendes lærer, at de SKAL hjælpe hende med at skrive lektier ned i bøgerne, så vi kan hjælpe hjemme, for hun er distræt og husker ikke rigtig, hvad de har lavet i skolen.

Sidst i 3 kl. (2007) er det en katastrofe, vores datter bryder sammen, hun føler sig DUM blandt kammeraterne og overfor lærerne. Engelsk læreren siger, at hun har det svært med sprog. Matematiklærerne siger, at hun ikke har de skarpeste knive i skuffen. Dansk læreren mener, det er at gøre hende en bjørnetjeneste at hjælpe hende med at huske på lektiebogen. I slutningen af 3. klasse skal alle tre parter(skole, forældre og eleven) skrive under på en handlingsplan, hendes klasselærer spørger vores datter om hun forstår alvoren i at sætte en underskrift? Jeg bliver nød til at forklare, at Stephanie er meget pligtopfyldende og ønsker at glæde alle. Hun er rigtig ked af det, og alle år hvor sundhedsplejersken spurgte hende ”hvordan går det?” sagde hun, at hun ikke var så meget værd, som de andre i klassen. Her fik hun et tjek, og hendes syn fejlede intet, 100 % perfekt på begge øjne.

Vi forældre laver matematik og læser dansk hele sommerferien og forlanger ekstra hjælp samt en udredning i 4. klasse. Hun bliver testet og ligger på niveau med eleverne i ultimo anden klasse. Hun får igen tilbudt ekstra hjælp, noget kaldet Reading Recovery, og i denne forbindelse kommer hun en tur til Åbenrå, hvor hun undersøges – hun er IKKE ordblind! Dette er forår 2008, hun er stadig frygtelig bagud i skolen. Hendes tanker om fremtiden er: Hvad tror du jeg kan få lov til at blive? Hjerteskærende.

5. klasse er træls både fagligt og socialt. Vi ser en dejlig udsendelse i fjernsynet, hvor vi tænker: Måske er vores datter et røre/gøre barn? Samtidig er der ikke ressourcer på skolen til ekstra hjælp længere. For de kan jo ikke hjælpe hende. Vi taler med PPR, deres holdning er SKIFT SKOLE! Så i slutningen af 5. klasse (2009) hører vi om et center i Billund, det kostede godt nok lidt at blive testet. Vi havde intet at tabe kun alt at vinde. Her lærte vi, at hun havde mulighed for at blive problemerne kvit. Det var meget skeptiske forældre, der startede i Billund med deres datter. Vi var desperate og håbefulde. Der blev trænet med alt muligt sjovt 1 time hver dag i alle årets 52 uger. I de mange måneder vi trænede og gik til kontrol – puha det var hårdt arbejde for både barn og forældre. DET VAR ALLE PENGENE VÆRD – DET HAR GIVET VOR DATTER ET HELT NYT LIV!

Så en dag i 2010 afsluttede hun træningen i Billund, her blev vurderet at hun havde samme syns forudsætninger som hendes klasse kammerater, nu skulle hun ”bare” indhente alt det, hun ikke havde fået lært i de første 7 år af skolen. Syn og Udvikling skønnede, at det ville tage et års tid.
Status i dag- foråret 2011

7. klasse - hun er lige blevet konfirmeret. Hun drømmer om Gymnasiet og om måske at læse medicin eller psykologi. Hun er Lykkelig, har lysten ved lærdom. Hun er bekymrings fri (sorgløs), kan følge med i timerne. Hun er en læsehest, en roman skribent. Stephanie er selvsikker med selvværd -/ selvtillid i top.

Ved årets sidste skole-/ hjem samtale deltog Stephanie for første gang siden foråret i 3. klasse, men beskeden var en anden, hun ligger nu i top 4. del af klassen i samtlige fag. Stor student potentiale gemt i hende. Derudover kan jeg nævne, at hun ”kun” har været på skadestuen 1 gang i de sidste to år, og dette var en sportsskade. De resterende 17 besøg var i årene før Syn og Udvikling.

Hun var aldrig dum, hun havde bare et usynligt handicap, men det kunne ikke ses, så derfor var hun DUM i de andre børns verden, også i nogle af de andre børns forældres verden.

Lidt eftertanke må komme her:

Tænk hvor mange andre børn og voksne, der er i vores lille Danmark, som tror de er DUMME, men som ”bare” skal have den rette hjælp.

En Quick test hos Syn og Udvikling kunne være netop det, der skulle til for at ændre kursen hos et menneske.

Det danske skolesystem er godt men ikke godt nok. Jeg tror, at kommunerne ville vinde flere højt uddannede folk, hvis de havde differentieret undervisning og fangede vores børn tidligere.

Sidst men ikke mindst – Bare fordi man ikke kan se det, så betyder det jo ikke, at det ikke eksisterer.

Vi er evigt taknemmelig for at have mødt vores redder fra Syn og Udvikling. Tusind tak!