Alexander fik styr på øjnene og lærte at læse Jydske Vestkysten fredag 15. juni 2007 Af Britt Johnsen - Foto Maria Hedegaard
|
Alexanders øjne kan nu følge bolden uden svinkeærender. Det er hans far, Frank Købben, så stolt over, at han fortæller vidt og bredt om, hvad en synsklinik sammen med hans hustru har udrettet. TRÆNING: I ni måneder har Alexanders mor trænet med ham hver dag - under nøje vejledning fra en specialoptiker. Den 14-årige Alexander Købben fra Kolding har altid gået på specialskole. Han var en tumling, som væltede ting og faldt over sine egne ben. Selv med briller havde han svært ved at fokusere på bogstaverne. De første to ord stavede han sig igennem, men så hoppede han blik, og han læste ord, som ikke stod i bogen. Det er hårdt for selvtilliden, når man går i 7. klasse og stadig ikke kan læse. Efter skole døjede Alexander med hovedpine, og når han kiggede efter en flyver på himlen, så han dobbelt. For ti måneder siden hørte hans mor, Heidi Købben, at en synsklinik lærer børn at styre deres øjenbevægelser. Herefter kan mange af dem hurtig lære at læse. Ægtemanden Frank frygtede, at det ville blive penge ud af vinduet, men Heidi fik lov at tage Alexander med til klinikken i Billund. - Jeg vil bare gerne, at Alexander lærer at klare sig selv. Men jeg forventer ingen mirakler, sagde hun til Thomas Kirkfeldt fra Klinik for Syn og Udvikling. Han gav ingen løfter, for Alexander havde svære problemer med motorikken. Det ville blive hårdt arbejde. Hver tredje uge trænede Thomas Kirkfeldt, der er optometrist - specialoptiker med videreuddannelse i måling af synsevne med mere - med Alexander i 45 minutter. De balancerede på line gennem et lokale og lå på gulvet og kiggede efter en svingende bold. De så på figurer og prøvede at efterligne deres udtryk, så Alexander lærte at koordinere sine bevægelser. Her gang studerede Alexanders mor, Heidi, nøje hvad de gjorde. Herefter trænede hun energisk med Alexander i mellem en halv og halvanden time hver dag. Også i weekender og ferier. Pludselig en dag, da de var på vej til Billund, læste Alexander navnene på de butikker, som de kørte forbi. BIL-KA og FØ-TEX. Heidi glemte næsten at holde ved rettet: - Nu har vi altid fået at vide, at vores Alexander aldrig kunne få en uddannelse og pludselig overrasker han alle. Ni måneder er gået siden Alexander begynde sin træning. Han læser nu som en 12-årig, hvor han tidligere blev målt til at være otte år gammel, når det gjaldt læsehastighed. Forløbet hos synsklinikken er ved at slutte. Nu er det op til hans mor og skole at træne ham i at læse. Alexander er glad og har selv købt sin første bog: Det jeg allerhelst ville lære - var at læse. Det kan jeg nu. GODE RÅD Lad være med at gå og vente på at skolen laver mirakler for Jer og Jeres barn. Lad være med at tro, at I er i de bedste hænder. Gør noget selv, lyder Heidi Købbens gode råd til andre forældre, som har børn med læsevanskeligheder. Få testet om det er fordi der er noget galt med barnets motorik. Få testet om det er fordi, de ikke kan styre deres øjenbevægelser. |
| Klinik for Syn og Udvikling - Ole Kirksvej 19 - 7190 Billund - 75 35 33 15 - klinik@syn-udvikling.dk - CVR 25281330 |
| © All rights reserved |
