Sådan lærer Nichlas at læse Familie Jounalen 19. februar 2003 Af Greta Johannsen |
Nichlas følte sig som den dummeste dreng i hele klassen, når de skiftedes til at læse op i timerne. De andre i 4. klasse læste flydende, mens han selv hakkede og stammede sig gennem teksten. Der var ikke nogen, der drillede, for Nichlas var jo også sådan en dreng, der var god til fodbold og god med sine hænder. Alligevel var det flovt at være ti år og ikke kunne læse - men heldigvis kunne der faktisk gøres noget. Allerede da Nichlas gik i børnehaveklasse, fik vi besked hjem om, at han var meget urolig og havde svært ved at koncentrere sig. Sådan er det jo tit med drenge, så vi så det lidt an, men det blev ikke bedre. Anni Nielsen, der er mor til 11-årige Nichlas, er pædagog og arbejder med børn, så hun kunne også godt se, at der var noget i vejen med hendes dreng. Hjemme havde han det fint, når han kunne hamre og snedkerere med sin far, Kim, eller spille fodbold med kammeraterne, men i skolen gik det dårligere og dårligere. Han begyndte at få ekstraundervisning i 2. klasse, men det gav ikke rigtig noget. Vi fik undersøgt, om han var ordblind - det var han ikke, ligesom han heller ikke havde brug for briller. Så hørte vi tilfældigvis om en optometrist, Thomas Kirkfeldt, i Billund og vi besluttede at give det en chance. En optometrist er også optiker. Derudover kan man videreuddanne sig, og Thomas Kirkfeldt har netop speciale i indlæringsproblemer, og i, hvorfor øjnene reagerer, som de gør, og allervigtigst: Hvordan man kan træne øjnene op til at fungere normalt. Nichlas blev testet, og det viste sig, at hans øjne faktisk ikke arbejdede sammen. Når han læser en linje, hopper øjnene af sig selv frem og tilbage og snupper enkelte ord på de andre linjer - så er det jo klart, at det er svært at læse. Desuden viste det sig , at hans balance ikke var alderssvarende, ligesom motorikken heller ikke var så god. Planen var, at hvis Nichlas fik styrket balancen og motorikken, ville øjnene også kunne trænes til at arbejde sammen. Vi startede behandlingen, og det betød, at Nichlas skulle lave forskellige øvelser hver eneste dag. TRÆNING PÅ BALANCEBOM Kim konstruerede en balancebom til sin søn, mens Anni gik i gang med træningen. Nichlas skal træne 20 minutter hver dag. Vi kommer hos optometristen en gang om måneden, og hver gang får vi nye øvelser med hjem. Det handler om at gå på bommen og holde balancen, følge en bold med øjnene og mange andre ting, der skal styrke hans koordinationsevner. En af de første øvelser gik ud på, at han skulle stå som en hund på gulvet, og så skulle han stemme imod, når vi prøvede at vælte ham. Det kunne han overhovedet ikke, den store, stærke dreng væltede med det samme, simpelthen fordi han ikke havde nogen fornemmelse for balance i kroppen. Mor Anni er indpiskeren, når Nichlas skal gøre sine øvelser, for det er svært at få tid til det hele, når der er så meget andet, Nichlas gerne vil, men faktisk synes han også, øvelserne er meget sjove - især når det hjælper. Formor har givet mig en bog, der hedder "Frode" og som vistnok er vældig sjov, så den glæder jeg mig til, jeg selv kan læse. Desuden har hun lovet mig 500 kr., når jeg kan læse ligesom de andre børn. Og Nichlas er godt på vej. Da han begyndte hos optometristen var hans læsehastighed som en seksårigs. Nu er han, efter godt et halvt år, på niveau med en elev i slutningen af 2. klasse. EN GLADERE DRENG - Vi kan også mærke, at Nichlas er blevet en gladere dreng. Der er svært at have to søstre, der bare kan det der med at læse, når han nu så gerne vil selv. Det gør også, at han passer sine øvelser, selv om han har travlt med alt muligt andet. Nichlas er faktisk en temmelig travl dreng. Han går i fjerde klasse, og foruden skole passer han gymnastik og spejder, og han drømmer om at blive snedker og landmand. - Nichlas kommer aldrig til at elske skolen, han er mere til arbejde med hænderne, men som vi har forklaret ham, er landmænd også nødt til at kunne regne og skrive. Hvordan skal de ellers kunne regne svinepriserne ud? Og netop det argument køber Nichlas gerne. Han bor selv på en gård og kender alt til driften, ligesom han allerede har sin egen vogn til traktoren og planer om at købe en gris til foråret - men lige nu er det allerbedste, at han igen synes, det er sjovt at gå i skole. |
| Klinik for Syn og Udvikling - Ole Kirksvej 19 - 7190 Billund - 75 35 33 15 - klinik@syn-udvikling.dk - CVR 25281330 |
| © All rights reserved |
